feb 05 2017

Lørdag 4/2 rullede bolden så endelig igen hos de lyseblå i Karup/Kølvrå.  

Kategori: Generelt / Herre C / Masters / Senior kvinder / Serie 2 / Serie 5 / U-17, redigeret: 08/03-17

Traditionen tro var der opstart første lørdag i februar kl.14.00 i KK07. Efter en kort velkomst ude på baneanlægget fra formand Charlotte Westphal var der standerhejsning forestået af Claus Christiansen.



Herefter overtog klubbens nye cheftræner Razak Pimpong roret, og han sørgede for en hurtig opvarmning af de 38 omklædte spillere, der repræsenterede alle klubbens forskellige hold. Derefter var der småspil i mindre grupper, hvorefter man fordelte sig i to større grupper efter ambitionsniveau.


Det var glædeligt for klub og træner at konstatere, at både serie 2 og serie 5 trupperne fra succesåret 2016 stort set er intakte, og at der oven i købet er kommet tilgang af dygtige og erfarne spillere fra klubber som VFF, Ikast og Sunds.




Efter en god times boldspil var der suppe og mere officiel velkomst i klubhuset. Her fortalte Charlotte lidt om, hvem der kommer til at stå for klubbens forskellige hold og hvad der i øvrigt er sket i klubben siden efteråret. Bl.a. forventes klubbens nye tribune at stå klar til sæsonpremieren først i april.


Razak Pimpong fortalte herefter kort om sine forventninger til det fodboldmæssige og glædede sig over det store fremmøde på dagen. Han understregede bl.a. vigtigheden af at det gode humør og det sportslige spiller sammen på den rigtige måde. Holdleder Lars Lyngholm mindede spillerne om at fodbold er sjovest, når man er i god form og at man som i sidste sæson starter træningsaftenerne med en lille løbetur, inden man kl. 19.00 er klar på banen til den egentlige fodboldtræning.


Foruden dagens aktive spillere var flere interesserede stødt til og efter det mere officielle program hyggede man sig sammen i klubhuset.