jun 21 2019

KK07 holdt liv i håbet i gyserkamp  

Kategori: Serie 3, redigeret: 09/08-19

Med en hårdt tilkæmpet 3-2 sejr over Holstebro Boldklub, holdt KK07s serie 3-spillere torsdag aften i Kølvrå liv i den tre-trins raket, der skal sikre overlevelse i serien.


Andet trin er man desværre ikke selv herre over, da dette handler om at Tjørring på lørdag ikke må vinde deres kamp ude over Herrup. Tredje trin, der kun kommer på tale såfremt Tjørring ikke vinder, bliver en hjemmekamp lørdag 29/6 over en toer fra en serie 4 kreds.

Holstebro, der inden aftenens kamp havde sikret overlevelse, var ikke kommet til Kølvrå for at spille alibi-fodbold. Holdet spillede frisk til fra kampens start og var første halvleg mest på bolden. Det var i det hele taget en velspillet kamp, hvor der var chancer i begge ender af banen. Det blev gæsterne, der kom først på tavlen med en scoring efter en halv times spil efter et hjørnespark. Stillingen 0-1 holdt til pausen.

Kort inde i anden halvleg tog Abdul en fin optimistisk dribletur ind i gæsternes straffesparksfelt, hvor han ulovligt blev fældet. På det efterfølgende straffespark scorede KK07s topscorer Nicolai Madsen sikkert og bragte med dette mål hjemmeholdet tilbage i kampen.


Målet bragte ny optimisme til KK07erne og holdet skabte halvlegen igennem mange både større og mindre chancer. Det blev dog Holstebro der scorede kampens næste mål, da man køligt udnyttede en mislykket clearing i KK07-forsvaret.

Denne dukkert tog heldigvis ikke modet fra hjemmeholdets spillere, der fortsatte det målsøgende spil og da også blev belønnet for dette med Johan Kjemtrups udlignende mål et lille kvarter før tid.


I kampens slutfase var Holstbros målfelt næsten i belejringstilstand og det kom til mange nærgående afslutninger, hvor Holstebros målmand bl.a. fik pareret et hårdt spark fra Nicolai Madsen og Bjarke Andersen havde et hovedstød på træværket.

Gæsterne lurede naturligvis hele tiden på kontraer og var på et tidspunkt kunne millimeter fra en ny føring, da en afslutning tog overliggeren og ned på målstregen.

I kampens allersidste sekunder, dybt inde i overtiden, scorede Frederik Dahlgaard kampens afgørende mål, da han inde i det lille felt fik bolden sendt forbi Holstebros målmand. Der blev appelleret for off-side, men kampens dommer var sikker i sin afgørelse og godkendte målet.




Kampen lover godt for en eventuel play-off kamp for KK07, der bortset fra en kort downperiode midt i anden halvleg, endelig viste niveau over en hel kamp.

Kampen blev overæret af omkring 75 tilskuere, der blev vidne til forårets måske bedste KK07 præstation, og samtidig fik spænding til allersidste fløjt. Mon ikke mange har fået lyst til at følge opgøret på lørdag i Herrup. Kampen spilles kl. 13.30.