sep 07 2019

KK07 skuffede mod topholdet  

Kategori: Serie 3, redigeret: 07/09-19

KK07s serie 3 spillere fik aldrig flow i deres spil i udekampen mod topholdet fra Stoholm og måtte efter to fine hjemmesejre tage hjem med et 1-4 nederlag.


På en tung regnvåd og forblæst bane i Stoholm havde KKerne svært ved at finde sig til rette under de lidt vanskelige vejrforhold. Helt elementært var der især i første halvleg ofte for lidt fart i afleveringerne, mange tæmninger mislykkedes og man havde således svært ved at modstå hjemmeholdets høje pres.

En ret kraftig modvind var også medvirkende til at gøre tingene vanskelige i første halvleg. Efter godt 10 minutters spil bragte Stoholm sig fortjent i front på et brag af et langskud, hvor KKs ellers velspillende målmand Henrik Poulsen var chanceløs.

Det lykkedes dog KK07erne at komme gennem halvlegen uden at lukke flere mål ind, og mod slutningen af de første 45 minutter havde holdet fået kæmpet sig bedre ind i kampen. Man kunne således gå ind til anden halvleg med en vis optimisme.

Med vinden i ryggen fik KK07 flyttet spillet længere frem og man kom til flere dødbolde på Stoholms banehalvdel. Man havde dog i åbent spil svært ved at komme omkring Stoholms stærke forsvarere.


Hjemmeholdet spillede i højere grad på kontra-spil og var ofte farlige på disse. Henrik Poulsen fik bl.a. afværget et par helt åbne chancer.
En rigtig god KK07 periode midt i halvlegen med flere hjørnespark førte endelig til den udligning der lå i luften. David Pedersen benyttede vinden til at sende et hjørnespark direkte over i det lange hjørne.

Det lignede nu en kamp, hvor KK07erne skulle have mindst ét point. Et lidt unødvendigt boldtab midt på banen, gav desværre hjemmeholdet til igen at bringe sig i front og da det blev til 3-1 få minutter senere var kampen så godt som afgjort.

Det var dog tæt på en 3-2 reducering da Benjamin Mørcke fint fik bolden tippet en til en fri David Pedersen, som dog desværre fik sin afslutning pareret.
I kampens overtid, hvor KK07 måtte spille i undertal, fik Stoholm deres sidste mål til en fortjent 4-1 sejr, der dog var større end styrkeforholdet mellem de to hold berettigede til. Afgørende blev det desværre at for mange KK07ere spillede under deres vanlige niveau.

Smid en kommentar

Tilladte HTML-tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>