okt 27 2019

KK07 gav topholdet kamp til stregen.  

Kategori: Serie 3, redigeret: 27/10-19

Et veloplagt og godt fightende KK07 hold kom tilbage to gange mod rækkens tophold, men måtte dog efter 90 minutter forlade banen med et ærefuldt 2-4 nederlag mod det fortsat ubesejrede tophold Stoholm IF.


Gæsterne fra Stoholm chokstartede ved allerede efter to minutters spil at bringe sig foran. Dette mål rystede dog ikke hjemmeholdet, der i de følgende minutter kom frem til flere dødbolde på Stoholms banehalvdel.

En returbold efter en hjørnesparkssituation endte efter knap ti minutters spil for fødderne af Christoffer Feiring, der med et flot spark fik udlignet til 1-1.


Kampen bølgede herefter med chancer i begge ender, men Inden pausen fik Stoholm dog atter bragt sig foran.

Tidligt i anden halvleg blev der begået straffespark mod dagens 100-kampsjubilar, Jesper Monberg, og på det efterfølgende spark fik topscorer Nicolai Madsen sikkert udlignet til 2-2.



Kampen var herefter igen helt åben. Midt i halvlegen måtte KK07 modtage en helt uforståelig 10 minutters udvisning, og i undertalsperioden fik Stoholm atter bragt sig i front.

I kampens slutminutter måtte hjemmeholdet satse for om muligt et tage det ene point. Dette gav desværre Stoholm mulighed for at lukke kampen til 2-4 kort før tid.

Det godt kæmpende og periodevis fint kombinerende KK07 hold kunne efter kampen godt tillade sig at være lidt skuffet, efter fin kamp hvor de havde givet topholdet kamp til stregen. Blandt andet bemærkede man stærke præstationer af Benjamin Mørcke og Mathias Jensen, der på uvante pladser i forsvaret begge gjorde det rigtig godt.

Der mangler nu kun én spillerunde, hvor KK07 med et enkelt point i udekampen mod Ravnsbjerg vil have sikret en ny sæson i serie 3. Et eventuelt nederlag vil også kunne tåles, med mindre både Eastside og NUGF vinder deres respektive kampe mod henholdsvis Sunds og Stoholm.

Inden kampen blev Jesper Monberg hyldet for sin kamp nummer 100 på KK07s bedste hold.

Smid en kommentar

Tilladte HTML-tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>