sep 17 2021

Skidt start – Flot comeback – Kollaps  

Kategori: Serie 5, redigeret: 17/09-21

Det blev en mærkelig og meget ærgerlig kamp for KK07 torsdag aften i Viborg mod B67.

De lyseblå kom skidt fra start og var allerede efter ti minutters spil bagud 0-2. B67s hurtige angribere havde overløbet KK07s forsvar, der slet ikke var parat og afstemt.

Det lignede efter anden scoring noget, der kunne gå helt galt, men de lyseblå fik sig arbejdet flot tilbage i kampen på vilje, fight og et par flotte redninger i målet af Mike Dohn.

Efter små tyve minutter faldt den fortjente reducering, da Thomas Jensen kom højest op til en hjørnesparksbold flot serveret af Benjamin Mørcke. KK07 virkede i det hele taget farlige på dødbolde, og man fornemmede, at der sagtens kunne komme mere af den vej.

Der var halvlegen ud chancer i begge ender af banen, men KK07 var i denne fase skarpest og fik udlignet kort før pausen på et energisk og flot sololøb af Benjamin Mørcke.

KK07 havde op til pausen set stærke ud, og det lå ikke i kortene af et kollaps stod for døren.

Anden halvleg var dårligt blevet sat i gang, før B67 igen havde bragt sig foran, efter en situation, hvor der blev tøvet for længe med at få afviklet en farlig situation i KK07 forsvaret


Denne ærgerlige scoring punkterede desværre kampen for KK07, og i løbet af det næste kvarter, blev der begået så mange store tekniske fejl, at stillingen pludselig var blevet 6-2 i B67s favør.

Herefter faldt det hele mere til ro og hjemmeholdet kunne cruise kampen hjem med en solid sejr, der set med KK07 øjne, var både meget ærgerlig og helt unødvendig stor.

Indsatsen i den sidste halve time af første halvleg, hvor de lyseblå viste både vilje og energi, er det positive man kan tage med fra kampen. En vigtig lære må det være for den enkelte spiller, at man skal være fokuseret når der fløjtes op – både før og efter pausen. Dette var desværre slet ikke tilfældet for mange KK07ere torsdag aften.

Der er søndag eftermiddag mulighed for at vaske den kedelige plet af, når Thorsø kl. 14 kommer på besøg i Kølvrå.