apr 03 2022

KK07 tabte jævnbyrdig kamp i Løgstrup.  

Kategori: Serie 5, redigeret: 03/04-22

På en vanskelig meget ujævn bane i Løgstrup tabte KK07s serie 4 spillere 3-2 til hjemmeholdet Løgstrup IF. Vind- og baneforhold var ikke de bedste og begge hold havde svært ved at få noget sammenhængende spil i gang.

Hjemmeholdets spillere havde det meste af første halvleg et lille spilovertag; bl.a. på grund af to ti-minutters udvisninger gæsterne. KK07 virkede dog farlige på de få muligheder, man fik spillet sig frem til.

Der blev ikke scoret i første halvleg, og selv om de lyseblå måtte starte anden halvleg i undertal kom holdet fint ud efter pausen.

Efter godt 60 minutters spil kom KK07 foran på et fantastisk langskud af Thomas Jensen, og det begyndte at se rigtig lovende ud for de lyseblå.

Et ærgerligt (lidt tyndt?) straffespark bragte dog Løgstrup tilbage i kampen og på et kvarter sidst i kampen var 0-1 blevet ændret til 3-1. Straffesparket havde tilsyneladende rystet det ellers fornuftigt spillende KK07 forsvar.


I de allersidste minutter pressede KK07 godt på for at komme tilbage i kampen og det lykkedes at få tilkæmpet sig et straffespark, som Thomas Jensen stensikkert omsatte i mål.

Mere blev det desværre ikke til.

I kampens start blev KK07 ramt af en meget ærgerlig skade; Casper Nielsen måtte forlade banen med, hvad der senere skulle vise sig at være et brækket kraveben.