jun 18 2022

Fin afslutning på foråret.  

Kategori: Serie 4, redigeret: 18/06-22

KK07 serie 4 spillede fredag aften forårets sidste kamp. Modstanderne fra Stoholm lå inden kampen lige over KK07 i tabellen, men en hjemmesejr ville få de to hold til at bytte plads. Det lykkedes de lyseblå via god fight og en vis portion held i afgørende situationer at sikre en snæver 2-1 hjemmesejr, og dermed kunne holdet gå på fortjent sommerferie med den altid vigtige sidste sejr inden en feriepause.

Gæsterne fra Stoholm lagde fra begyndelsen af kampen pres på KK07, der havde svært ved at skabe noget offensivt. Gæsternes spilovertag i første halvleg førte dog kun til få åbne chancer og angriberne formåede ikke at omsætte de muligheder, der trods alt kom, i mål. Dette var naturligvis også et godt fightende KK07 forsvars fortjeneste, og som halvlegen skred frem kom hjemmeholdet bedre med i kampen.


Ti minutter før pausen fik Chris Dohn sendt et skarpt indlæg ind foran Stoholms mål, hvor altid målfarlige Thomas H. Jensen var på plads til at bringe KK07 på 1-0.

Gæsterne forsøgte ihærdigt på at slå hurtigt tilbage, men det lykkedes KK07 at ride stormen af så man kunne gå til pause med denne 1-0 føring.

Anden halvleg formede sig som et langt pres mod KK07s forsvar og hjemmeholdet havde svært ved selv at holde fast i bolden og skabe noget offensivt. Der blev dog fortsat kæmpet forbilledligt og gæsternes angribere virkede stadig noget uskarpe. Et enkelt skud på overliggeren midt i halvlegen blev det dog til.

Det var så småt begyndt at ligne en hjemmesejr, da Stoholm ti minutter før tid, udnyttede en opspilsfejl fra KK07 til at bringe balance i regnskabet. Her kunne man frygte at hjemmeholdet efter det lange pres ville falde sammen; dette skete heldigvis ikke. Tværtimod gik KK07 all in efter den scoring, der kunne sikre alle tre point.

--

Til stor glæde for spillere, træner, holdleder og de mange fremmødte blev KK07 belønnet for den optimistiske tilgang, da Chris Dohn kort før tid tæt under mål fik sidste fod på bolden og dermed bragte KK07 på 2-1. Denne gang var rollerne byttet om, idet det var Thomas H. Jensen, der var i oplæggerens rolle.


De sidste minutter blev lange for KK07, der måtte spille næsten fem minutter i undertal, efter et gult kort til Bjørn Lassen. Holdet bevarede dog koncentrationen og jubelen var stor, da dommeren fløjtede for sidste gang.
De mange fremmødte klappede fortjent spillerne fra banen, og alle kan nu gå på sommerpause med en god mavefornemmelse for efteråret.

Stemningen på lægterne var som altid fin!