aug 14 2022

Ny pointdeling  

Kategori: Serie 4, redigeret: 16/08-22

KK07 spillede lørdag eftermiddag igen en god og jævnbyrdig kamp i serie 4. På Kølvrå stadion var modstanderen Løgstrup G&IF, der i foråret var meget tæt på oprykning til serie 3. På baggrund af spil og chancer kunne de lyseblå med 1-1 resultatet godt være tilfredse, selv om man som i forrige kamp var tæt på alle tre point.

KK07 kom foran efter et kvarters spil, da Magnus Bitsch efter en standardsituation fandt Chris Dohn, der køligt udplacerede Løgstrups målmand. Der var i denne fase af kampen spil og chancer til yderligere scoringer, men den sidste koldblodighed manglede desværre hos hjemmeholdet.


Gradvist kom gæsterne mere med i kampen og halvlegen sluttede jævnbyrdigt, men med KK07 stadig i front med 1-0.


Som anden halvleg skred frem overtog Løgstrup i stigende grad initiativet, mens der blev længere mellem farlige KK07 angreb. Kort før tid fik Løgstrup ikke ufortjent udlignet til slutresultatet 1-1, et punktum begge hold sikkert godt kunne være tilfredse med.

Spillets kvalitet nåede ikke helt samme niveau som i premiere-kampen mod Rødkærsbro, men KK07 leverede på trods af flere udskiftninger i opstillingen en solid indsats i en kamp, hvor den trykkende varme også var med til at præge begivenhederne.

Næste kamp er på torsdag 18 august i Kølvrå, hvor der venter en ny svær modstander – Vinderslev IF som aktuelt topper rækken med 4 point.





mehr