okt 09 2022

KK07 vandt tæt topopgør  

Kategori: Serie 4, redigeret: 10/10-22

KK07 sikrede sig lørdag eftermiddag tre vigtige point i opgøret mod Sjørslev/Demstrup IF, der er en af konkurrenterne i kampen om den direkte oprykning til serie 3.



Efter en første halvleg, der endte 1-1, blev Thomas H. Jensens mål til 2-1 i tidligt i anden halvleg afgørende, da ingen af holdene formåede at score yderligere.



KK07 fik ellers ikke den bedste start, da gæsterne med et højt pres allerede inden det femte minut havde held til at overliste KK07 defensiven.

KK07 svarede dog relativt hurtigt tilbage, og fik udlignet gæsternes føring med et mål af Victor Schou midt i halvlegen, assisteret af Niklas Lorenz. KK07 virkede halvlegen ud farligst, men fik ikke scoret yderligere, mod de godt kæmpende gæster.

Syv minutter inde i anden halvleg blev et KK07 mønsterangreb afsluttet med at Adrian Alexandru fandt Thomas H. Jensen tæt inde foran mål, og Thomas kvitterede med at score kampens afgørende mål.



I den ellers lige anden halvleg, fik gæsterne mod slutningen et lille overtag mens KK07 forfaldt til lange bolde op ad banen, der hurtigt blev overtaget af Sjørslev/D. Tyve minutter før tid blev KK07 ramt af en ti minutters udvisning, og det begyndte at ligne en forestående udligning til gæsterne. Der blev dog fightet godt hos de lyseblå, der fik redet stormen af uden at Sjørslev var kommet frem til åbne chancer.

Da gæsterne fem minutter før tid også blev ramt af en ti minutters udvisning gik gassen lidt af kampen, som KK07 herefter styrede sikkert i havn.

Med sejren overtog KK07 førstepladsen i kredsen, tre point foran det tidligere tophold, Sdr. Rind, der dog har spillet en kamp mindre.

KK07 har også hjemmekamp næste lørdag 15/8 når det absolutte bundhold fra Ans kommer på besøg. Kampen fløjtes op kl. 13:30.





mehr