feb 04 2023

Så blev fodboldsæson 2023 skudt i gang i KK07  

Kategori: Generelt / Senior kvinder / Serie 3 / Serie 5, redigeret: 05/02-23

Lørdag middag kl. 12:00 var der kaldt til standerhejsning og efterfølgende fodboldopstart i KK07. Et rekordstort antal på over 30 omklædte spillere samt en stor gruppe interesserede var mødt frem for at se den blå fane blive hejst som optakt til en ny spændende sæson i KK07.

Inden da havde formand Daniel Tipsmark budt velkommen til de mange fremmødte og han gennemgik dagens program, der traditionen tro bestod af en times boldspil for de omklædte, efterfulgt af en omgang suppe til alle i klubhuset.



Trænerstaben for sæson 2023 er udvidet, således at der for herresenior nu er to trænere, som i fællesskab vil stå for klubbens to seniorhold, der spiller i henholdsvis serie 3 og serie 5. Foruden de to cheftrænere, Henrik Poulsen og Kennet Siig, er Thomas Howard tilknyttet som spillende assistenttræner, mens Cecilie Reichenbach og Simon Qvist er holdledere.

Kvinderne var også fint repræsenterede ved den fælles opstart, og på kvindesiden fortsætter Mette Obel og Stefan Fischer som henholdsvis træner og holdleder.

Efter suppen præsenterede de to cheftrænere sig for spillertruppen, der bød på flere nye ansigter. Henrik og Kennet fortalte kort om deres tanker omkring træningen, kommende træningskampe og om hvordan de i fællesskab vil tage vare på begge herre seniorhold.



Efter suppe og taler var der fælles hygge i klubhuset. Man mærkede her blandt spillere, ledere og de øvrige fremmødte store forventninger til den nye sæson. Serie 3 er ny-oprykkere fra serie 4 og andetholdet er også nye i serie 5, da man i de senere år har spillet 7/11.

Den egentlige træning begynder mandag 6 februar kl. 19:00, og der trænes fremover mandage og onsdage fra 19:00 til ca. 20:30.