maj 14 2023

Uafgjort i intenst topopgør på Kølvrå Stadion.  

Kategori: Serie 3, redigeret: 14/05-23

Topopgøret i serie 3 lørdag eftermiddag på Kølvrå Stadion mellem KK07 og Herning Fremad sluttede uafgjort 1-1. Kampen stod om den aktuelle andenplads i kredsen og med et point til hvert hold er det fortsat Herning holdet der indtager denne plads.


For Herning Fremad er det et udtalt mål at rykke op, mens det for KK07 som oprykkere i første omgang handler om at etablere sig i rækken.


KK07 fik en drømmestart allerede efter tre minutters spil, hvor Thomas Howard med et flot kontrolleret spark udplacerede Fremads målmand. For oplægget, der overrumplede gæsternes forsvar, stod Niklas Lorenz.


Føringen holdt desværre for KK07 kun få minutter. Hjemmeholdets defensiv undervurderede en Herning spillers hurtighed, da han nåede en tilsyneladende umulig bold ved baglinjen og efterfølgende fik sendt en flad bold ind foran KK07 målet, hvor en Herning spiller havde let ved at udligne.

Spillet bølgede første halvleg igennem frem og tilbage, og der blev vist fin fodbold fra begge holds sider. KK07 havde de fleste og største chancer og med skud i på træværket var de lyseblå meget tæt på mål nummer to.


Anden halvleg blev lidt en stillingskrig med færre chancer. Gæsterne havde bolden mest, men der blev kæmpet flot over hele linjen hos KK07, og få minutter før tid havde Niklas Lorenz halvlegens farligste afslutning, som kun en flot refleksredning fra Hernings målmand forhindrede i at gå i mål.

Det uafgjorte resultat var et godt billede på styrkeforholdet mellem de to hold, der nu begge har 12 point – 5 point efter topholdet Hammerum IF.


KK07 skal allerede i kamp igen tirsdag aften kl. 19:00 i Viborg, hvor B67 er modstanderen.