okt 10 2023

KK07 slog topholdet  

Kategori: Serie 3, redigeret: 11/10-23

KK07 spillede vel nok sæsonens bedste kamp, da topholdet fra Feldborg/Haderup på Kølvrå Stadion blev besejret med 5-3. Det blev en kamp spillet i højt tempo, og begge hold fik vist spil på et niveau, man sjældent ser i serie 3.



KK07s sejr blev grundlagt på en chokstart med tre mål inden for de første ti minutter. Først var det Christoffer Feiring, der med et skarpt indlæg fandt Thomas Howard tæt under mål, der efterfølgende headede bolden i nettet. Kort efter var Thomas i oplæggerens rolle, da han fandt Nicolai Madsen, der med et fladt spark gjorde det til 2-0. Endelig var det Christoffer Feiring, der i dagens anledning spillede venstre back, efter et rush op ad banen fandt Thomas Howard, der så kunne score sit andet mål til stillingen 3-0.

Først da begyndte gæsterne at få gang i den hurtige angrebsfodbold, som holdet efterhånden er blevet kendt for, og midt i halvlegen fik de reduceret på et hårdt velplaceret langskud. Man kunne på dette tidspunkt frygte at de lyseblå ikke ville kunne modstå presset og holde føringen, men Victor Schous mål til 4-1 kort efter bragte roen tilbage blandt hjemmeholdets supportere. Denne gang var Adrian Alexandru i oplæggerens rolle.



KK07s tre-måls føring blev dog kort før pausen reduceret, da gæsterne på et straffespark fik gjort det til 4-2.

Reduceringsmålet betød at kampen igen var åben og KK07 ikke kunne slække på koncentrationen. KK07 måtte starte anden halvleg i undertal, efter et gult kort til Frederik Juul, og der måtte arbejdes hårdt i KK07s defensiv. Det lykkedes at komme godt gennem de ti minutter, men kort efter at være blevet fuldtallige måtte de lyseblå se føringen skrumpe til kun et enkelt mål.

Begge hold begyndte i løbet af anden halvleg at skifte friske kræfter ind, og ind/udskiftningerne faldt heldigst for KK07, der formåede at bevare en solid organisation, og gæsterne kom aldrig rigtig tæt på udligningen.



Da Adrian Alexandru på et flot langskud efter en aflevering fra Niklas Lorenz gjorde det til 5-3 var kampen i realiteten afgjort.

De sidste minutter blev lidt rodede med gule kort til begge hold og der blev ikke scoret yderligere.

På trods af at kampen, på grund af mangel på dommere på den oprindelige spilledag lørdag, var blevet flyttet til mandag aften, var der med over 100 fremmødte fin opbakning fra sidelinjerne.

Med resultatet har KK07 definitivt sikret sig en slutplacering i kredsen bedste halvdel, og holdet har faktisk stadig en lille mulighed for at nå en andenplads og dermed en play-off kamp. Dette forudsætter dog at Feldborg/Haderup ikke vinder flere kampe, og at KK07 vinder sine sidste tre.

Næste modstander for KK07 er Sjørslev/Demstrup, der lørdag eftermiddag kl. 14.00 tager imod de lyseblå.

Der er desværre ikke billeder fra kampen på Kølvrå Stadion – belysningen viste sig desværre at være for dårlig. De indsatte billeder stammer fra det første indbyrdes opgør i Feldborg