okt 15 2023

KK07 serie 3 satte føring over styr.  

Kategori: Serie 3 / Serie 5, redigeret: 15/10-23

KK07 mistede lørdag eftermiddag den sidste teoretiske mulighed for at nå andenpladsen i kredsen ved kun at få 2-2 i Sjørslev mod nedrykningstruede Sjørslev/Demstrup IF.



KK07 spillede en fornuftig første halvleg og kunne gå til pause med en komfortabel 2-0 føring. De mål faldt midt i halvlegen. Først var det Niklas Lorenz, der scorede et for ham sjældent mål med hovedet efter oplæg fra Adrian Alexandru og ti minutter senere øgede Nicolai Madsen til 2-0.

Desværre tabte de lyseblå tidligt i anden halvleg momentum, da Sjørslev fik reduceret til 1-2. Målet gav hjemmeholdets spillere ekstra blod på tanden og holdet øjende mulighed for at opnå vigtige point i kampen om at undgå nedrykning.

Hjemmeholdet blev midt i halvlegen belønnet sin fornyede gejst og vilje med et udlignende mål til stillingen 2-2, der og skulle blive kampens resultat.

Der var i de sidste 25 minutter chancer til begge hold for at tage alle tre point – de største til KK07, men det lykkedes ikke angriberne omsætte dem til mål.

Med resultatet handler det for KK07 nu kun om, hvorvidt man skal slutte som nummer tre eller fire. Den direkte modstander i denne sammenhæng, Bovbjerg/Skave IF, kommer på lørdag 14.00 på besøg i Kølvrå.



Søndag havde serie 5,1 besøg af det allerede oprykkede tophold Herning KFUM 4, og holdet kunne med en sejr sikre sig den anden oprykningsplads.


Det blev en jævnbyrdig affære, hvor holdende skiftedes til at have teten. KK07 kom bagud på et ærgerligt straffespark i første halvleg, som gæsterne da også i længere perioder havde domineret.



I anden halvleg kom KK07 meget bedre med, og det var helt fortjent at holdet fik udlignet til 1-1 da Magnus Bitsch efter en fin dyb stikning fra Mathias Andreasen køligt udplacerede Hernings målmand.

KK07 havde i kampens slutfase nogle store muligheder for at tage sejren, men desværre blev det ikke til flere mål. Det blev således ikke til oprykningsjubel denne eftermiddag, men holdet kan med blot et enkelt point ude mod det andet Herning KFUM hold sikre sig den eftertragtede oprykning til serie 4. Denne kamp spilles onsdag 25/10 kl. 17:45.




KK07 serie 5,2 spillede efter 5,1 mod Thorning IF. Holdet leverede en fin indsats og sikrede sig med en 2-0 sejr alle tre point. For KK07 scorede Jesper Monberg og Mathias Jensen assisteret af henholdsvis Mikkel Westphal og Nick Siig.