Ingen point til KK07 lørdag eftermiddag.
Kategori: Serie 3 / Serie 4, redigeret: 14/04-24Det blev pointmæssigt en skidt lørdag eftermiddag på Kølvrå Stadion for KK07. Det lykkedes hverken serie 3 eller serie 4 at tage point mod deres respektive modstandere fra VFF og Foulum IF.
Først tabte serie 3 en ellers meget lige kamp mod VFF med 1-2 og senere blev det 0-4 for serie 4 mod et ungt velspillende hold fra Foulum IF.
Det startede ellers godt for serie 3, der kom foran tidligt i kampen på et hovedstød af Thomas Howard efter fin assist fra Nicolai Madsen.
KK07 havde spil og chancer til at udbygge føringen som desværre ikke blev udnyttet, og gradvist overtog gæsterne mere af spillet.
Allersidst i halvlegen fik VFF det udlignende mål, således at holdene kunne gå til pause med stillingen 1-1.
Anden halvleg blev en jævnbyrdig affære, som kunne være gået begge veje. Begge hold var tilbøjelige til at spille lange bolde hen over midtbanen, som oftest blev overtaget af modstanderen. Halvlegen var derfor generelt ret chancefattig, og kom kun til at byde på en enkelt scoring, der desværre for KK07 midt i halvlegen tilfaldt gæsterne.
Kampen bød på ny KK07 debutant, da Anders T.V. Jørgensen startede på venstre back. Desuden var der comeback til Bjarke Andersen, der efter et par års fodboldpause kom ind på KK07s midtbane i anden halvleg.
På grund af teknisk fejl foreligger der desværre ingen fotos fra kampen.
Serie 3 spiller næste kamp i Ulbjerg lørdag 20/4 kl. 12.00, mens serie 4 fredag aften skal til Søndermarken.