Solid 5-2 sejr til serie 3
Kategori: Serie 3 / Serie 4, redigeret: 20/05-24Uden at spille op til holdets bedste vandt KK07 serie 3 søndag eftermiddag i Bruunshåb en komfortabel 5-2 sejr over B/T.
KK07 fik ikke den bedste start på kampen og allerede efter ni minutters spil bragte hjemmeholdet sig foran.
En meget veloplagt Nicolai Madsen fik med sine hurtige løb og udfordrende driblinger dog ret hurtigt bragt KK07 tilbage i kampen.
Efter knap tyve minutter fik han fremtvunget et straffespark, da hjemmeholdets målmand nedlagde ham i feltet.
Thomas Howard Jensen omsatte med vanlig sikkerhed straffesparket til mål og sikrede dermed KK07 en udligning.
Ti minutter senere fik Nicolai fremtvunget endnu et straffespark til KK07; denne gang begået lige i kanten af det kriminelle felt.
Thomas H. Jensen blev igen sat til at eksekvere, og han levnede heller ikke denne gang B/Ts målmand nogen chance og scorede med et hårdt spark i modsatte side af målet.
Bolden var knap blevet givet op, før Nicolai igen drev gæk med B/Ts forsvar og efter et par halvklaringer endte en bolden for fødderne af Thomas Howard, der med et fantastisk spark fra kanten af feltet fik sendt bolden ind krydset bag hjemmeholdets målmand. På et lille kvarter ændrede Thomas’ hattrick således 1-0 til 1-3, som også var stillingen ved pausen.
I anden halvleg begyndte varmen gradvist at sætte sit præg på begge holds spillere og kampens kvalitet generelt. Det blev 1-4 på et selvmål, hvor B/Ts målmand gik galt af en bold fra en af sine medspillere.
Kort efter havde hjemmeholdet en fin periode, der førte til at reducering til 2-4 efter et flot opspil og en sikker afslutning.
Det blev KK07s Mathias Jensen, der scorede kampens sidste mål, da han med et overrumplende langskud snød hjemmeholdets målmand. Nicklas Ø. Kristensen stod for assisten.
Herefter fadede kampen lidt ud og begge holds spillere så ud til at se frem til dommerens sidste fløjt.
KK07 er med sejren igen med i kampen om en af de to øverste pladser og er kan tre point fra andenpladsen som aktuelt holdes af VFF, som også er KK07s næste modstander. Kampen spilles i Viborg fredag 24/5 kl. 19.00.
Også KK07 serie 4 var i kamp i pinsen og holdet spillede lørdag en meget flot kamp ude mod AIF hvor man sikrede sig en 2-1 sejr på mål scoret af Niklas Lorenz og Tobias Hansen. Holdet har med sejren lagt god afstand til bunden og har allerede pinsemandag chancen for at udbygge afstanden, når Stoholm IF kl. 17.00 kommer på besøg. Det bliver dog nok en vanskelig opgave, da Stoholm er rækkens suveræne tophold, der endnu ikke har lidt pointtab.